Udstilling På Bispen  


  

 

Udstilling På Bispen


Lørdag den 15. september kl. 11 er der på Bispens cafe mulighed for en kunstnerisk oplevelse.

Skrevet af Therese Enggaard, medlem af Bispens Brugerråd





Lørdag den 15. september kl. 11 er der på Bispens cafe mulighed for en kunstnerisk oplevelse.
Ti malere har hængt deres malerier op på Bispen i Haderslev, og Bispens Brugerråd har arrangeret en fernisering, samtidig med at der i cafeen er brunch og musik. Amatørkunsterne vil denne lørdag formiddag fortælle om deres malergruppe og være klar til en snak med alle fremmødte, som vil høre om malerierne og gruppens arbejde.
Malerne har holdt sammen i rigtig mange år. Gruppen blev startet omkring 1980 af maleren Knud Due fra Aarø, og der er stadig seks-otte medlemmer med fra dengang. I dag mødes en halv snes malere en gang om ugen, nemlig tirsdag eftermiddag på Bispen, for at male.
- Men lige så vigtigt er det, fortæller et af gruppens medlemmer, Aage Dall, at gruppens medlemmer inspirerer hinanden i de kunstneriske udfoldelser. Vigtigt er også det sociale samvær, fordi gruppen har været sammen så længe.
- Om vi maler fin kunst eller kopiere andre malere, ved jeg ikke om er så afgørende. Hovedsagen er, at vi udfolder os og inspirerer hinanden, siger Aage Dall og nævner, at gruppens medlemmer over årene har ændret deres stil kraftigt med lysere, venlige farver, ligesom nogle er på vej over i det abstrakte.
Ud over gerne at ville fortælle om deres malerier på lørdag, er det også malergruppens ønske at få nye medlemmer. Deltagerne har selv materialer med ved møderne, men nye vil blive budt velkommen med al mulig praktisk hjælp, lover Aage Dall.